En berømt læge fra USA, Deepak Chopra, der er specialist i endokrinologi, har påpeget et par ret banale, men dybsindige sandheder (1):

• Vi gendanner os selv hele tiden, for vi omsætter dagligt mange millioner celler, og de celler, der ikke deler sig, udskifter også deres atomer i samordnet takt. Vi er altså som en flod, der hele tiden ligner sig selv, men aldrig er den samme fra sekund til sekund.
  Den genetiske kode (DNA) i vore celler producerer de kemiske signalsubstanser, der kan forklare meget, men alle kroppens celler samarbejder så hurtigt og præcist, at langsomt cirkulerende signalsubstanser ikke kan være hele forklaringen. – Det må dirigeres fra et andet sted (der efter Chopras mening befinder sig på kvanteniveau).
  

Kroppens reaktioner på en paniksituation er en kaskade af kemiske processer, der involverer hele organismen og doseres som en sammenhængende, intelligent proces. Og hvis en vital mand visualiserer sin elskede i neglige, kan der ske de særeste ting, som måske resulterer i en fysisk manifestation i en del af kroppen. – Pointen er, at rene fantasibilleder, der er hentet fra en ukendt sfære, kan transformeres til kemiske og fysiske manifestationer!
Sådan fluktuerer vor kropskemi hele tiden under flodens overflade, som respons på noget, vi ikke forstår, men hvis natur i hvert fald ikke er kemiske atomer og molekyler.
Måske kan vi bedre forholde os til det aspekt ved at tænke på noget, vi lærte i skolen:
Hvis vi kaster jernspåner ud på et stykke papir, der hviler på en magnet, vil spånerne danne et smukt mønster, der afspejler magnetens elektromagnetiske felt. Mønstret vil ændres, når vi fx får magneten til at rotere. Og fænomenet forudsætter faktisk to niveauer, der er adskilt af en overflade (papiret).

Så vidt jeg kan se, lægger dette op til en række spørgsmål, der anfægter den etablerede lægefilosofi:

• En kræftsvulst, der tilsyneladende har holdt sig stationær i fx 1/2 år, har faktisk gendannet sig selv i samme form gennem denne tid.– Hvor finder vi det helhedsbillede, der som en grundplan hele tiden vedligeholder os selv, og ved kræft er forandret, så det giver kroppen en forkert information? Måske kan en sådan fejlinformation forklare, at der trods en vellykket behandling, alt for ofte sker tilbagefald.
  
  

For at illustrere dette ”holografiske” perspektiv vil jeg sammen med Chopra minde om nogle kliniske erfaringer:

• Spisevægring er næsten terapiresistent, fordi et fordrejet budskab får hele patientens organisme til at reagere, som om hun er stopmæt. Hun har ikke en sygdom, men er faktisk sygdommen.
  Et lignende problem gør sig gældende hos narkomaner og rygere – den bevidste vilje kommer næsten altid til kort i kampen mod patientens egen ”selvsikre” organisme.
  En helbredelse for disse tilstande kræver en omprogrammering, der somme tider sker uventet og spontant i forbindelse med en eller anden grænseoverskridende hændelse/oplevelse.
  
  
• Fænomenet ”spontan helbredelse” er også dokumenteret ved kræft (2). Den dybere mekanisme er stadig ukendt, men handler måske også om en omprogrammering.
  

Konklusion

Universet er skabt af en immateriel energi hinsides tid og rum, og det er vi måske også. Uden at tabe al jordforbindelse kunne vi åbne døren lidt på klem ved at overveje følgende påstande, selvom de ligger helt uden for den etablerede kræftforsknings ”paradigme”:

• Jeg har argumenteret for, at kræft (og mange andre sygdomme) dybest set kan være udtryk for en fejlinformation, der befinder sig på et andet energiniveau end vor biokemiske maskine (inkl. DNA).
  I så fald forudsætter ægte helbredelse, at ”det holografiske billede” justeres.
  Kan grænseoverskridende handlinger/oplevelser indirekte påvirke dette energiniveau? (I den forbindelse bør vi ikke se bort fra, at både kræftdiagnosen og den efterfølgende behandling faktisk kan være meget grænseoverskridende!).
  
  
• Hvis et menneske, der vil være aktiv medspiller, resigneres og passiviseres i en offerrolle, virker det dræbende, fordi en hvilken som helst handling eller behandling skal formidles til vort holografiske billede som en oplevelse, der gør en forskel !
  
  
• Efter en vellykket kræftbehandling får du måske besked om, at du nu ”bare skal gå hjem og leve som før”. Mine overvejelser lægger op til, at det råd næppe er livsdueligt!
  

Med venlig hilsen
Ulrik Dige

Referencer

1. Chopra D. Livets Videnskab – ved lægevidenskabens grænser. Gyldendalske Boghandel 1990.
2. Dige U. Kræftmirakler I-III. Månedskrift for Praktisk Lægegerning, nr 8-10, 2000.
3. Dige U: "Kræftmirakler - i lægens og patientens perspektiv" (forlaget Hovedland, 2000)
4. Birkelund M: "Kræft for viderekomne" (forlaget Hovedland, 2002).

tilbage til toppen

Information om brystscreening

Ulrik Dige

Dette forslag til information er min konklusion på en lang og ophedet diskussion om brystscreening, som jeg aktuelt har deltaget i med debatartikler i Dagens Medicin (18/3) og Ugeskrift for Læger ( forventet publikation uge 15).

Hvorfor       

Folketinget besluttede i 1999, at alle danske kvinder mellem 50-69 år bør tilbydes brystscreening hvert andet år. Indtil videre er det kun gennemført i Hovedstadsområdet (H:S) samt Vestsjællands og Fyns Amt og senest i Bornholms Regionskommune.

Fra Kræftens Bekæmpelse kan du rekvirere en folder om emnet: ”Information om screening” eller finde oplysningerne på foreningens hjemmeside ”www.cancer.dk”. Foreningen giver dig en god beskrivelse af baggrunden for denne helbredskontrol, og hvordan den udføres, men i omtalen af indsatsens nytteværdi er der endnu ikke taget højde for de mest afgørende indvendinger.

Der mangler i det hele taget en opdateret og nuanceret information til den danske målgruppe (1).

Da jeg som læge har et fagligt medansvar for problematikken omkring brystkræft, vil jeg prøve at afhjælpe dette demokratiske underskud. Hvis du ikke har tid til min ret lange og faglige beskrivelse, kan du hoppe frem til ”sammenfatningen” .

Gevinsten

Beslutningen om at tilbyde brystscreening hviler på en række studier, der har konkluderet, at en screening med mammografi i aldersgruppen 50-69 år kan nedsætte dødeligheden af brystkræft med mindst 25 % for denne målgruppe. Det sidste studie i rækken har fokuseret på de københavnske kvinder (2).

Alle disse studier er tvivlsomme. Det vil jeg belyse og underbygge senere, men i det følgende vil jeg tage udgangspunkt i den påståede gevinst og oversætte den til den enkelte kvindes perspektiv.

Statistikken viser, at ca. 10 % af alle kvinder på et eller andet tidspunkt i deres liv får stillet diagnosen brystkræft, og omkring halvdelen dør af sygdommen. Dødeligheden på landsplan er således ca. 5 %. En gevinst på 25 % oversættes så til en forventet nedsættelse af dødeligheden fra 5 til ca. 4 %, hvis der indføres landsdækkende screening.

Det er dog under alle omstændigheder en overdrivelse, fordi brystkræft jo også kan opstå enten før eller efter den planlagte screeningsperiode (50-69 år), og det sker i over halvdelen af de registrerede tilfælde, som altså ikke kan påvirkes af indsatsen. Den samlede gevinst kan således højst blive ca. 0,5 %. – For den enkelte kvinde betyder det, at screeningen måske kan øge hendes chance for ikke at dø af brystkræft fra 95 % til 95,5 %.

Samtidigt må vi imidlertid konstatere, at der aldrig i studierne er påvist en nedsættelse af det totale antal dødsfald i en screenet population. Færre dødsfald af brystkræft kan derfor ikke uden videre oversættes til, at screeningen ”sparer liv”.

Og nu er vi så nået frem til et par centrale indvendinger mod indsatsen!

Overdiagnostik

For ca. 5 år siden granskede ”Det Nordiske Cochrane Center” på Rigshospitalet alle de udførte mammografi-studier og konkluderede, at den faktiske gevinst er tvivlsom. Til gengæld kunne der dokumenteres en række skadevirkninger, hvor overdiagnostik og overbehandling er det største og mest fortiede problem (3). Denne konklusion har i høj grad genoplivet den faglige debat. Og for et par måneder siden har en norsk forskergruppe yderligere understøttet disse indvendinger (4).

Problemet er, at brystscreening desværre medfører en helt uundgåelig overdiagnostik, der faktisk vokser i takt med en mere fintfølende screeningsteknik. Denne overdiagnostik handler om, at indsatsen afslører en hel del små kræftknuder, der ikke ville udvikle sig til en klinisk sygdom i kvindens liv. Der afsløres desuden et stort antal såkaldte forstadier, ”CIS”, som også er et problem, men det jeg omtaler her er ufarlige (”non-fatale”) kræftknuder, der i mikroskopet er en udviklet kræftknude. Og med dagens kundskaber kan vi ikke med rimelig sikkerhed skelne dem fra de livstruende.

 I de to omtalte studier (3+4) er overdiagnostikken af ufarlige kræftknuder beregnet til et sted mellem 30 og 50 %. Screeningen medfører altså en tilsvarende stigning i det antal kvinder, der behandles for brystkræft. Det drejer sig mest om små knuder, og i de fleste af disse tilfælde slipper kvinden med en brystbevarende operation, men den efterfølges af en serie strålebehandlinger, som kan give skader på længere sigt. Overbehandlingen kan derfor risikere at forkorte livet for en del af disse mange kvinder, som ellers var helt raske i normal livsmening.

Når der samlet set ikke kan påvises en livsforlængelse ved brystscreening, kan det bl.a. skyldes, at den evt. gevinst ophæves af den slags dødsfald blandt de overbehandlede!

De nævnte forskere fra Norge har peget på flere forhold, der tyder på, at de ufarlige knuder åbenbart heler op af sig selv. Der er dog behov for yderligere forskning, både for at kunne underbygge denne udfordrende forklaring, og for at præcisere det antal kvinder, der overbehandles.

Men indtil videre må den samlede nytteværdi af screeningen absolut betvivles, og overbehandlingen er - uanset størrelsen - et fundamentalt etisk problem, der ikke kan løses ved fortielse.

Andre ulemper

Der kan nævnes en række andre ulemper, som er helt velkendte og har mindre betydning. Dem kan du læse om på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, hvor beskrivelsen er nogenlunde korrekt.

For at give en rimelig information, burde hjemmesiden naturligvis suppleres med en diskussion af det afgørende problem med overdiagnostik og overbehandling – kun det mindre dilemma med forstadier (CIS) er omtalt under rubrikken ”overdiagnostik”.

Desuden burde det vel nævnes, at risikoen for at genindkaldes til en nærmere undersøgelse, hvis du deltager i screeningen, er beregnet til 49 %! efter 10 runder, som jo er det planlagte antal for en kvinde på 50 år (det oplyses kun at risikoen er højst 5 % efter en enkelt screening).

Psykologiske aspekter

Mere overordnet vil jeg påpege, at helbredskontroller også har vidtrækkende psykologiske konsekvenser, der ikke kun handler om overdiagnostik og ”falsk positive” prøver, men også om tab af autonomi, når ansvaret for vores helbred må overlades til eksperterne. Indsatsen kan muligvis forlænge enkelte kvinders liv, men hvis den ikke har en samlet gevinst, må det betyde, at den til gengæld skader andre, og så burde den jo ikke indføres.

Problemet med disse tilbud og invitationer er nemlig, at ”bordet fanger” – hvis du ikke deltager og siden får konstateret brystkræft med livsfarlig spredning, er der nærliggende risiko for, at både din læge og dine pårørende signalerer, at det er din egen skyld. Det vil være en helt urimelig belastning, som man næppe skal risikere at udsætte sig selv for, og så er det nok bedst at deltage i programmet, selvom det efter alt at dømme gør mere skade end gavn i samfundsperspektiv.

Sammenfatning

     Tilbudet om brystscreening vil altså i bedste fald betyde, at en kvindes chance for ikke at dø af brystkræft kan forøges fra 95 % til ca. 95,5 %.

     Desværre har screeningen også en hel del skadevirkninger. Den mest betydelige er, at et stort antal af de små kræftknuder og forstadier, der afsløres, er helt ufarlige, fordi de aldrig ville give symptomer. Lægevidenskaben kan ikke skelne dem fra de farlige knuder. De behandles derfor som kræft med operation, der desuden suppleres med strålebehandling, hvis operationen er brystbevarende.

     Denne uundgåelige overbehandling kan give fysiske skader på længere sigt, og det er endnu et helt åbent spørgsmål, om screeningen faktisk har en ”nettogevinst” i form af ekstra leveår for ”målgruppen” som helhed.

     Efter alt at dømme kan screeningen altså være til gavn for en del kvinder, mens den til gengæld skader mange andre, og er uden væsentlig betydning for de fleste.

Om du vil sige ja eller nej til et sådant tilbud, kan hverken jeg eller andre fortælle dig, for ingen ved, hvilken ”gruppe” du tilhører. Dit valg må altså afhænge af din livsindstilling og intuition. Min ambition er kun at give dig en faglig støtte til dine egne overvejelser.

        Litteratur

1. Gøtzsche PC, Juhl Jørgensen K, Hartling O, Nielsen M: Mammografiscreening – igen: Svar.

Ugeskr læger 2005; 167/7: 783-4.

2. Olsen AH, Njor SH, Vejborg I, Schwartz W, et al: Breast cancer mortality in Copenhagen after introduction of mammography screening: cohort study

BMJ; 13-01-2005 (online).

3. Olsen O, Gøtzsche PC: Cochrane review on screening for breast cancer with mammography.

Lancet 2001; 358: 1340-2.

4. Zahl P-H, Strand BH, Mæhlen J: Breast cancer incidence in Norway and Sweden during introduction of nation-wide screening; prospective cohort study.

BMJ 2004; 328: 921-4.

tilbage til toppen